Kære læsere
E og jeg har lovet hinanden, at vi skal være 100 %
ærlige når vi skriver. Så derfor har jeg valgt at jeg vil fortælle en lille sød
historie, som engang skete for mig, jeg forstår enlig ikke helt selv at det var
mig det skete for. Men det hele begyndte den dag min familie og jeg ankom til Egypten, for omkring 2 år siden. Vejret var skønt, så derfor
var vi ude at sejle næsten hver dag. Vi sejlede med den samme lille speedbåd og fyr hver gang. Jeg havde
godt lagt mærke til at han den første dag havde kigget rigtig meget på mig, men
det var ikke noget jeg tænkte så meget over. Når jeg skulle i vandet skyndte
han sig hen til mig, for enten at hjælpe mig i, eller skubbe mig når jeg ikke
havde opdaget han var der. Men da vi kom tilbage efter den første dag, kom min
mor hen til mig og sagde ”Jeg tror vidst at ham den unge fyr, O (O er forbogstavet i hans navn) fra speedbåden var
ret vild med dig.” Og der tænkte jeg bare, ”Ej okay. Det tror jeg så ikke lige.”
Men så fortalte min mor mig at han havde spurgt hende om hvor gammel jeg var,
dengang var jeg 15. Hun havde fortalt det, og han vidste ikke rigtig hvad han
skulle svare hende.
Men som dagene gik begyndte jeg at snakke mere og mere med
ham, og han var faktisk rigtig sød, jeg fandt ud af at han var 23 år. Han brugte meget af sin arbejdstid med bare og sidde på sin båd og kigge hen på mig, hans chef var ret træt af det. Så han råbte meget af ham.
En dag hvor vi tilfældigvis også var ude og sejle gad jeg ikke
i vandet, fordi jeg havde det lidt dårligt. Så alle de andre hoppede i vandet,
og jeg sad på båden sammen med ham. Han gik hen og tændte for musikken, hentede en sodavand til mig og så
sejlede vi rundt imens vi ventede på at de andre skulle blive færdige med at
svømme. Så spurgte han mig, på sit meget dårlige, næsten uforståelige engelsk
om hvornår vi skulle hjem til Danmark igen. Jeg sagde at der kun var to dage
tilbage, og han så meget ked af det ud. Så spurgte han om vi kom tilbage næste
år, og jeg svarede måske.
En aften da alle de andre var begyndt at tage tilbage til
hotellet gik jeg rundt ude i vandkanten. (Ja ja i kan da nok regne ud hvorfor..)
Da min mor kom og spurgte om jeg ikke snart kom med tilbage, sagde jeg at jeg kom hen til dem om lidt, og at jeg
lige skulle noget.
O løb stadigvæk frem og tilbage mellem sin båd og chefen
og så meget stresset ud, men han havde godt set mig. Jeg svømmede ud i vandet
og så kaldte han på mig, og lavede tegn til at jeg skulle komme hen til ham.
Han stod ude for enden af broen, og jeg svømmede der hen. Vi snakkede lidt, og
så spurgte han om han ikke skulle hjælpe mig op af vandet.
Han hjalp mig op og vi satte os ved siden af hinanden. Der var lidt pinlig
tavshed, og han sad bare og kiggede på mig. Jeg kiggede lidt frem og tilbage,
jeg vidste seriøst ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så sagde han ”You are so beautiful , your eyes are so beautiful and your
hair are so beautiful.” Han var jo ikke så god til engelsk så det lød så
sjovt, men alligevel sødt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg smilte
bare og grinte, typisk mig. Idiot
man ;-) Pludselig sagde han ”I like you, do you wanna go out with me?” Jeg
blev helt chokeret, og begyndte straks at tænke, “Åh nej, min far dræber mig
hvis jeg siger ja.” Så jeg
sagde bare ”I don’t think it is a good idea.” Han kiggede lidt trist på
mig “What about your phonenumber?” Jeg
sad bare og kiggede lidt, altså det ville jo komme til at koste monster mange
penge for ham hvis han skulle betale for at sende sms’er eller ringe til
mig..Er han sådan en mega rig en eller hvad? Det kunne jeg ikke lige forestille
mig, når han arbejdede sådan et sted. Så jeg svarede bare at jeg ikke kunne
huske mit telefonnummer. Shit jeg føler mig ond! Men alligevel ville mine
forældre gå amok hvis de fandt ud af det.
Jeg kunne høre nogle fødder der kom trampende. Jeg troede først at det var hans
chef der var blevet sur fordi han ikke lavede noget. Men da jeg vendte mig om, så jeg at det var min far
det kom trampende. Han var ikke glad, kan jeg fortælle jer.
Mig: Øhh.. Hej far, jeg var lige på vej tilbage til jer.
Far: C, kom her med det samme, vi har meget travlt. Alle de andre
venter på dig og så sidder du bare og snakker med ham!
O: Hello
Mr. M, nice to see you.
Far: (Stilhed, og et
surt ansigtsudtryk.)…. Kom så, vi har travlt!
Jeg skyndte mig at følge efter min far, og nåede slet ikke
at sige farvel til O. Resten af aftenen var bestemt ikke sjov, min far var
virkelig sur på mig. Og jeg var også sur på ham fordi han ville bestemme hvem
jeg snakkede med. Han kunne åbenbart ikke lide ham særlig godt..Eller jo, bare
ikke når han lagde an på mig.
Næste dag da vi skulle hjem var meget sørgelig, jeg turde
slet ikke at sige farvel til O. Min mor kom hen til mig og sagde ”Far går hen
og siger farvel til O nu, skal du ikke med ham?” Det skulle jeg godt nok ikke
efter det der skete i går. Det var alt for pinligt. Så jeg nåede slet ikke at
sige farvel inden vi rejste hjem. Men da vi begyndte at gå væk fra stranden
skulle han ud at sejle med nogle andre. Og han kiggede tilbage og sendte et
luftkys, det var det sidste jeg så til ham. Det er så 2 år siden nu, det er underligt
at tænkte tilbage på. Men det var også en ferie som jeg aldrig vil glemme.
Hør lige denne fantastiske sang: http://www.youtube.com/watch?v=B9rGNfJmXRc
-C
De glemte venner
Mys til jer alle, we love you!
Wow wow wow siger jeg bare! Hvor får man det dårligt når man glemmer at nogle af ens venner eksisterede.. Men altså her er forklaringen:
Min tidligere "veninde" fra hele folkeskolen tog i 9 klasse på efterskole, og der hørte man ikke så meget fra hende ud over når man gav sig til at stalke hende på FB. En dag mødte jeg hende så inde i byen, vi kalder hende J-M, hvor hun fortalte at hun havde fået kæreste på og nu gik på skole i Århus da hun stadig havde brug for et ekstra år. En ganske kort samtale hvor man ligesom ja talte om alt det lige gyldige.
I dag skete det så igen. Jeg mødte J-M på stationen hvor vi skulle tage samme bus, jeg skulle ned for at lufte min sport (hemmeligt) og hun skulle hjem til sine forældre. Nå men, vi snakkede altså i bussen om alt det der var sket for os siden vi sidst sås, hvordan kontakten ligesom var blevet brudt, hvad der skulle ske næste år, og det vigtigste af alt. Festen der bliver holdt for vores gamle årgang (som hun i princippet er en del af). Jeg fortalte hende om festen, men stoppede mig selv, for jeg blev i tvivl om vi havde glemt at invitere hende, og om hun overhovedet var en del af den årgang da hun jo ikke var der hele sidste år..? I så fald ville hun gerne med, hun ville gerne snakke med alle hovederne og have en hyggelig aften/nat sammen med os alle..
Hvor har hun ændret sig så meget siden hun forlod os alle. Der var vi ligesom alle ved at være lidt halv trætte af hende, men nu. Hun er virkelig et sødt menneske og hun er blevet så nem at snakke med. Det er virkelig utroligt hvor meget man kan ændre sig på bare et år.. Og nu går man så bare og fortryder alt det man har snakket om alt det der er blevet sagt. Jeg fortryder det så meget, ikke bare på mine egne vegne men også på alle de andres vegne. Det J-M var den gang er overhovedet ikke det hun er i dag.
Hun skal helt klart med til den fest, det ville være så godt. Både for hende, folk kan se at hun ikke længere er den der tavelige person som der gik rygter om hun var den gang..
Alt dette fandt jeg ud af på en bus tur der varede 5 minutter. Og jeg havde den dårligste smag i munden da jeg måtte stå af midt i vores samtale. Igen for at dyrke min sport. jeg ville så gerne lytte til hvad hun har at sige. Hun skal så meget med til den fest!
Sorry J-M
Lidt til jer der følger os; i morgen bliver super spændende for jer læsere og for os. Jeg kan mærke der er nogle løfter og andre spændende ting er under opsejling. GLÆD JER!
Tilsidst til alle jer dejlige mennesker - Tænk over hvad I gør, i sidste ende vil I måske fortryde det..
- E
Vi ved I elsker os
Speak Outers
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vi elsker dine tanker!♥